NAVNGIVNING AF DET MARITIME FORMIDLINGSCENTER

Køge Marina den 26. september 2025

Kære alle sammen

Det er med stor glæde, at vi i dag samles for at navngive Køge Kommunes nye maritime formidlingscenter.

I det nye formidlingscenter vil vi lægge stor vægt på oplevelser, der giver børnene en større tilknytning til naturen og lærer dem at værne om den.

Vi tror på, at leg, læring og nysgerrighed går hånd i hånd, og at børnene gennem røre, se og mærke kan få små oplevelser med stor betydning.

Jeg vil gerne dele en historie fra en børnehave i Køge, hvor en lille pige først ikke turde holde en krabbe.
Men med støtte og opmuntring endte hun med stolt at vise krabben til alle de andre børn og forsigtigt sætte den tilbage i vandet.

Denne oplevelse illustrerer, hvordan tidlige erfaringer med vand og dyr i trygge rammer kan styrke børns selvtillid og nysgerrighed. Og netop her spiller mod en rolle.


For det kræver mod at turde udvide sine horisonter. Det starter i det små – som når et barn for første gang rækker hånden frem mod en krabbe.
Vi kan måske trække lidt på smilebåndet og synes, det er sødt. Men i virkeligheden er det afgørende, at vores børn – sammen med nysgerrigheden – også udvikler mod til at gøre noget, de måske ikke er helt trygge ved til at begynde med.

I formidlingscenteret vil børnene få mulighed for at mærke den glatte sortkutling eller den ru skrubbe, og alle børn, uanset kulturel eller socioøkonomisk baggrund, vil få lov til at opleve og undersøge vandkanten. Vi tror på, at møder med natur og miljø skaber kærlighed og forbindelse til naturen, og at disse oplevelser har stor betydning for børnenes udvikling.

Vores pædagoger vil også få et nyt redskab til at arbejde med natur, udeliv og sciencepædagogik, hvor man gør naturvidenskab og teknologi spændende og relevant ved at inddrage børnene aktivt i eksperimenter og undersøgelser. Det vil berige den pædagogiske praksis og give børnene endnu flere muligheder for at udforske og lære.

Og først og fremmest er jeg sikker på, et besøg herude kommer til at stå højt på børnenes ønskeseddel.
For det bliver både sjovt, spændende – og måske endda lidt modigt!

Tak til alle jer, der såvel økonomisk som med et stort engagement og stor arbejdsindsats har gjort det nye formidlingscenter muligt!

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *